Når dine led gør ondt – og ingen kan forklare hvorfor

af | 26. maj 2025

Jeg møder igen og igen kvinder, der kæmper med inflammation og smerter i skuldre, knæ, hofter – og ikke mindst med hælspore og senebetændelser omkring albuer og ankler. Det starter måske som en lille stivhed om morgenen, en ømhed efter træning eller et led, der “driller”, uden at der har været nogen egentlig skade. Så går turen til både fysioterapeuter og læger – men uden svar på årsagen, og uden lindring.

Det, de fleste ikke ved – og som jeg selv først for alvor forstod gennem mit arbejde med hormonel sundhed – er, at ledproblemer meget ofte hænger sammen med hormonelle forandringer. Særligt manglen på østrogen og progesteron spiller en afgørende rolle – både før og efter overgangsalderen.

Det er ikke bare “alderen”. Der er en forklaring, og endnu vigtigere: der er noget, vi kan gøre.

Her får du nogle af de forklaringer, som alt for få kender til, men som kan være afgørende, hvis du vågner med stivhed i fødderne, får en tennisalbue ud af det blå, bliver skadet af nærmest ingenting eller får ondt i hofterne bare af at gå en tur.


Hormonel prævention – en medvirkende forklaring på ledproblemer


Mange unge kvinder begynder tidligt på hormonel prævention – nogle allerede som 15-årige – ofte for at lindre menstruationssmerter eller få styr på uregelmæssig cyklus. Flere af disse præparater, især gestagen-baserede som minipiller, hormonspiraler (fx Mirena) eller Depo Provera, indeholder meget lave doser østrogen eller slet intet.


Fælles for disse midler er, at de undertrykker ægløsningen. Og når kroppen ikke har ægløsning, producerer den kun minimale mængder naturligt østrogen (estradiol). Det sker i en periode af livet, hvor knogler, led og bindevæv stadig er under opbygning.


Hvis østrogenniveauerne i ungdomsårene er lavere end normalt over en længere periode, kan det betyde, at bindevæv og vævets styrke ikke opbygges optimalt. Når disse kvinder senere i livet begynder at dyrke motion eller bære tungt, kan de opleve smerter og skader – ikke fordi de gør noget forkert, men fordi vævet måske aldrig blev fuldt udviklet.


Ledsmerter før og efter overgangsalderen – to forskellige hormonelle landskaber


Det er ikke kun efter overgangsalderen, at kvinder oplever smerter og stivhed i led og bindevæv. Mange mærker det allerede i 40’erne – nogle endda i slutningen af 30’erne – selvom deres cyklus stadig er regelmæssig. Det skyldes, at ledproblemer kan opstå i både
perimenopausen og menopausen, men med forskellig baggrund.

 

FØR overgangsalderen: Progesteron falder først

I perimenopausen – den fase, der kan strække sig over 5–10 år før den egentlige overgangsalder – begynder progesteronniveauet at falde gradvist. Det sker typisk længe før østrogen falder mærkbart, og det skaber en tilstand, der er kendt som
østrogendominans, altså hvor der er for meget østrogen i forhold til progesteron. Det betyder ikke nødvendigvis, at østrogenniveauet er højt – blot at progesteron ikke længere balancerer og modvirker østrogenets virkninger i samme grad.


Progesteron spiller en afgørende rolle i kroppen – ikke kun i fertiliteten, men også i forhold til led og væv:

  • Det virker antiinflammatorisk, og hjælper med at dæmpe immunreaktioner og inflammation i kroppen.

  • Det modvirker væskeophobning og hævede led ved at regulere natrium- og væskebalancen.

  • Det understøtter vævsheling og smertehåndtering, blandt andet via påvirkning af det centrale nervesystem og kollagenopbygning.


Når progesteronniveauet falder, mister kroppen en vigtig støttefunktion, og det kan føre til
diffuse smerter, stivhed og spændinger i led og muskler – især i hænder, knæ, skuldre og nakke. Mange kvinder tror, det er begyndende gigt, men det er ofte en hormonel reaktion og en del af kroppens naturlige forandringer mod overgangsalderen.

 

EFTER overgangsalderen: Østrogen falder markant


Når æggestokkene stopper produktionen af østrogen – især estradiol – mister kroppen en vigtig nøgle til vedligeholdelse af brusk, ledvæske, kollagen og vævsfornyelse. Typiske konsekvenser af østrogenmangel er:

  • Tyndere og mere skrøbelig brusk

  • Mindre smøring i leddene

  • Svækket kollagen og elastin

  • Langsommere heling og reparation


Derfor er det vigtigt at kende sin hormonelle fase – for
årsagen til ledsmerter ændrer sig med alderen, og behandlingen bør følge med.


5 veje til sundere led – indefra og ud


Når først du forstår, at ledsmerter og bindevævssvaghed ofte hænger sammen med hormonelle ændringer – både før og efter overgangsalderen – giver det mening at gribe det an fra flere vinkler. Det handler ikke kun om smertelindring, men om at styrke kroppen indefra og give den bedre betingelser for at hele og fungere.


Her er fem veje, du kan gå – hver for sig eller i kombination:


1. Se på dine hormoner

 

Start med at overveje, om dine symptomer kan hænge sammen med ubalancer i progesteron eller estradiol. Det er desværre ikke standard at få målt disse hormoner i almindelig praksis – men det kan være en øjenåbner, hvis du oplever smerter, træthed, inflammation eller vævssvaghed. En fagperson (f.eks. en specialiseret læger eller hormonterapeut) kan hjælpe dig med at finde ud af, om fx progesteroncreme i perimenopausen eller hormonterapi med østrogen og progesteron efter menopausen kunne være relevant for dig.


2. Støt kroppen med mad som medicin

 

Det, du spiser, er med til at regulere både inflammation, blodsukker og vævsreparation. Giv kroppen et stærkt fundament med grøntsager i alle farver, bær, olivenolie, fed fisk, krydderurter og fermenterede fødevarer. Undgå raffineret sukker, forarbejdede olier og alkohol i større mængder, som kan øge inflammationen. Og husk at få nok protein (1,2 gram pr kilo kropsvægt), især hvis du bevæger dig meget eller er i overgangsalderen, hvor nedbrydningen af væv går hurtigere.


3. Byg vævet op med målrettede tilskud

 

Kroppen har brug for byggesten – især når væv skal genopbygges, inflammation skal dæmpes, eller du vil forebygge nedbrydning i led, muskler og bindevæv. Her er nogle af de vigtigste tilskud at overveje:

  • Magnesium og D-vitamin
    Begge understøtter muskelfunktion, knoglestyrke og nervesystemet. D-vitamin har desuden antiinflammatoriske egenskaber.

  • Kollagen og C-vitamin
    Kollagen er en vigtig bestanddel af bindevæv, hud og led, og C-vitamin er nødvendigt for, at kroppen kan danne og bruge kollagen effektivt.

  • Omega-3 fedtsyrer
    Disse fedtsyrer virker stærkt antiinflammatorisk og kan hjælpe med at dæmpe ledsmerter og mindske nedbrydning af brusk. Især EPA og DHA fra fisk eller alger er virksomme.

  • Glukosamin & Chondroitin
    Begge er naturlige komponenter i ledbrusk. Tilskud kan mindske smerter og forbedre ledfunktion – især ved begyndende slidgigt. Glukosamin kan også dæmpe inflammation i leddene over tid.

  • Curcumin (gurkemeje)
    En kraftig antioxidant og antiinflammatorisk forbindelse. Virker bedst i optimeret form (fx med sort peber eller som liposomal ekstrakt). Godt dokumenteret ved ledsmerter, PMS og oxidativ stress.

4. Bevæg dig med bevidsthed

 

Led har brug for bevægelse for at holde sig smidige og velnærede. Når vi bevæger os roligt og bevidst, smøres leddene, affaldsstoffer drænes væk, og cirkulationen forbedres.


Bodywork-træning
, som henter stor inspiration fra Body SDS, er særligt velegnet her. Det fungerer som en slags “ledhygiejne”, hvor bare 30 minutter et par gange om ugen kan gøre en mærkbar forskel for både bevægelighed, frihed og velvære.


Også gåture, fascia-træning, pilates og blid styrketræning gør underværker. Undgå at presse dig selv hårdt, når du har inflammation – lyt til kroppen.

 

5. Giv kroppen tid og nærvær

 

Heling kræver pauser. Søvn og restitution er ikke en luksus – det er en forudsætning for, at kroppen kan bygge sig selv op igen. Stress aktiverer inflammatoriske processer og kan forstyrre hormonbalancen, så gør plads til åndedræt, ro og regulering.


Noget så simpelt som at lægge fødderne op, tage en langsom indånding eller give dig selv 10 minutters stilhed kan gøre en forskel.


Du behøver ikke gøre alt på én gang. Men vælg ét sted at begynde – og mærk, hvordan kroppen reagerer, når du møder den med støtte i stedet for kamp.



Du bliver mere skrøbelig, som tiden går – det er en del af livets rejse. Men du skal ikke nøjes med mindre end at have det godt i din krop!


Vi er den første generation af kvinder, der beder om omsorg og opmærksomhed på de forandringer, der følger med overgangsalderen og perimenopausen. Når vi tager vores symptomer alvorligt og søger den støtte, vi har brug for, baner vi vejen for andre – for vores veninder, kolleger, mødre og døtre.

Elisabeth Lüders, Autorisation Og RAB Certificeret Bodywork

TAK FOR, AT DU LÆSTE MED

Mit navn er Elisabeth Lüders fra Reezet online og Reezet House of Movement. Min mission er at dele redskaber til at finde nærvær, balance og sundhed i livet gennem en holistisk tilgang til træning og kropsbehandling. Følg med her.