Sådan var det for mig. Da Danmark for 4 år siden blev sat ”on hold” pga corona-pandemien, blev jeg også sat på fuld pause. Min lille klinik måtte lukke og alle de timer, jeg plejede at undervise, blev aflyst. Det var en mærkelig fornemmelse ikke at have noget at lave.
Lidt improviseret gik jeg i gang med at undervise en klient, jeg træner personligt, via Zoom. Til vores begges overraskelse viste det sig at virke rigtig fint og være en god oplevelse for både hende og mig. Der var ro og koncentration ved træningen, der ”kunne noget andet” end det, vi plejede. Samme dag fik jeg en henvendelse fra en elev, der savnede mine timer og opfordrede mig til at starte med at undervise online.
Hvorfor ikke prøve, tænkte jeg, og selvom det var helt nyt for mig, sprang jeg ud i det. Jeg skrev om det på Facebook, og på meget kort tid havde jeg over 30 med på mit online hold, og flere kom til i de følgende uger alene via word-of-mouth. Jeg ville ikke have troet det på forhånd, men til min overraskelse var det ikke svært at undervise og have interaktion med deltagerne online. Og efter hver time fik jeg mange kommentarer på Facebook, hvilket var meget værdifuldt input for mig og også for alle de andre, der var med.
Flere nævnte, at det var nemmere for dem at træne oftere, fordi det foregik derhjemme, og hvis de ikke kunne nå ”live-timen”, så kunne de jo altid gå ind i arkivet og tage timen på et andet tidspunkt.
Fordi det var mange af de samme deltagere til hver time, kunne jeg også eksperimentere med at udvikle timerne ud fra forskellige temaer fokuseret på særlige områder af kroppen. Og der er nu opbygget et pænt stort arkiv på nettet af forskellige timer.
Jeg fik også ideen, at når man ikke kunne komme til kropsterapi, så kunne jeg give zonemassage på Zoom. Og det er – fandt jeg ud af – noget af det smarteste at kunne blive guidet i online. Til online zonemassage kan man arbejde målrettet med bindevæv, triggerpunkter, zonepunkter og kroppens energibaner, mens man samtidig bliver guidet i at bruge åndedrættet rigtigt. Når bindevævet bliver stift, mister man sin bevægelighed og bliver spændt i kroppen. Derfor er det godt at massere det og bevæge sig i forskellige retninger, for at det kan genfinde sin plasticitet.
Zonemassage blev afløst af breathing body – det kan man kalde for en rolig revolution. Breathing body er en somatisk træning, der kombinerer langsomme bevægelser med roligt og rytmisk åndedræt. Denne fusion beroliger nervesystemet, får kroppen til at slippe muskelspændinger og fremmer en parasympatisk, rolig tilstand.
Under corona-pandemien har vi lært, at når man træner sin krop regelmæssigt, kommer resultaterne. En halv time hver anden dag gør underværker. Det handler ikke nødvendigvis om lange og hårde træningspas, men om at skabe en rutine, hvor kroppen bliver bevæget og udfordret på forskellige måder.
Lad mig bare indrømme det. Jeg er blevet en stor fan af online undervisning, og jeg tror, at det er kommet for at blive – virus eller ej. Derfor vil fortsætte med at være aktiv i et online træningsunivers og udvikle mine tilbud yderligere i de kommende år.
Det er samtidig den meget positive reaktion på online timerne og rigtig mange opfordringer, der har givet mig mod på at starte et helt nyt center, Reezet House, hvor man kan møde op fysisk og træne i dejlige omgivelser. Nogle gange har man brug for et skub for at gå i en ny retning. Det er sjovt at tænke på, at det var en uventet pause, der gav mig mod til at starte noget helt nyt.